Festivalprofil

Gennem årene har mange danske og internationale teatergrupper af meget høj kvalitet besøgt Festival of Wonder: Silkeborg Internationale Dukketeaterfestival.

På festivalen vises dukke-objekt- og visuelt teater for voksne og for børn. Der er workshops for professionelle og for hele familien, og der vises film og udstillinger.

Intentionen med hensyn til de internationale teatre er, at vise eksperimenterende og nyskabende forestillinger, som ikke før har været vist i Danmark og som tilfører genren noget nyt og inspirerende for både publikum og de øvrige deltagende teatre.

Dette gælder også for de valgte udstillinger, film og workshops.

Vi følger hele tiden udviklingen på den danske og den internationale teaterscene, og festivalens profil ændres i takt med denne udvikling.

Ved de seneste festivaler vistes over 100 forestillinger, film, udstillinger, workshops og Master Class for 11.000 voksne og børn. Der vistes forestillinger i teatersale, på museer, på bibliotekerne, i biografcentret, på gaderne, på kommunens skoler og i byens kulturhuse.

Festivalen samarbejder med Jysk Musikteater, Den Kreative Skole, KunstCentret Silkeborg Bad, Bio Silkeborg, førende festivaler i mange lande samt mange internationale ambassader og kulturinstitutter.

Den store interesse for festivalen både hos publikum og de deltagende teatre glæder os meget. Det samme gælder den fine opbakning fra Silkeborg Kommune, Statens Kunstråd og mange private fonde.

Ulla Dengsøe
Kunstnerisk leder

Festival of Wonder 5. – 8. november 2015